• Sigtelse: Unge mænd forsynede svenskere med våben til drabsforsøg

    Источник: BDK Borsnyt / 12 ноя 2024 08:53:25   America/New_York

    Tre unge mænd er tirsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret sigtet for drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse ved at have udstyret to svenskere, der allerede sidder fængslet, med en pistol af mærket Glock i juli. To af mændene sad allerede fængslet, og fremstillingen er sket med henblik på at udvide fængslingsgrundlaget. Et eller flere medlemmer af bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) var mål for drabsforsøget, der mislykkedes, da de to svenskere blev anholdt 10. juli. Drabet skulle ifølge sigtelsen være fundet sted omkring Super Kiosken, der ligger på Holmbladsgade på Amager. De er desuden sigtet for at have udstyret svenskerne med et par handsker. Alle tre sigtede er blevet fængslet i 15 dage. De nægter sig alle skyldige og ønskede ikke at udtale sig i retten. En af mændene, en 20-årig, blev anholdt mandag klokken 10.40. De to andre, der allerede sad fængslet, er henholdsvis 17 og 16 år gamle. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre. Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen. De to, der allerede sad fængslet, er desuden sigtet for endnu et drabsforsøg. Ifølge sigtelsen skal de mellem 10. juli og 12. juli i år have hjulpet endnu en svensk statsborger, der kom til Danmark for at dræbe. Det skal være sket ved, at de sigtede 12. juli om aftenen overdrog et skydevåben til svenskeren. Igen var målet for drabsforsøget et eller flere medlemmer af LTF, og drabet skulle også have fundet sted omkring Super Kiosken på Holmbladsgade. Der har siden foråret været en række unge svenskere, der er blevet anholdt sigtet og i enkelte tilfælde tiltalt for alvorlig kriminalitet begået i Danmark. Der verserer en konflikt mellem LTF og en unavngivet gruppering, der holder til i udlandet. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/sigtelse-unge-maend-forsynede-svenskere-med-vaaben-til-drabsforsoeg
Опубликовать